Interview med Christoffer Roland Olsen, HR Business Partner hos Netto, Salling Group
Hvad ser du som din primære opgave i din stilling?
Jeg har fem kerneområder, som jeg skal supportere min organisation med i dagligdagen:
-Sparring/rådgivning af ledere/chefer
-Sikre at alle HR-processer kører og implementeres i dagligdagen
-Sikre at vi har de rette mennesker på rette plads til rette tid
-Sikre at vi udvikler på de rette mennesker med rette ressourcer
-Arbejdsmiljø – understøtte fokus på dette i butiksleddet
Når det er sagt, ser jeg mig som en ledelsesmæssig reference, som altid skal sikre, at der er balance mellem drift og udvikling. Et vaterpas i forhold til overholdelse af vores interne værdier. Og så skal jeg holde fokus på, at vi overholder gældende regler (overenskomster, lovgivning, moralsk kodeks m.m.)
Hvad er din største udfordring i dit job?
Min største udfordring er, at driften altid kommer først! At uanfægtet langsigtede planer og behov kigger organisationen næsten altid fra dag til dag. En anden væsentlig udfordring er, at jeg er HR-Partner på distancen, da min region er 2/3 af Jylland – det giver i sig selv udfordringer!
Hvad er dit vigtigste fokus her og nu?
Fastholdelse af butikschefer og tiltrækning af eksterne er vores største udfordring lige nu. Jobbet som butikschef er krævende, hårdt og der stilles store forventninger, hvorfor for mange drejer fra og skifter branche. Samtidig har branchen ry for at kræve mange timer, meget slid og belønningen er ikke altid derefter (når man ser det i forhold til den reelle arbejdstid). Derudover har jeg stort fokus på ledelse, og hvordan vi sikrer god ledelse i yderste led i en travl og driftsorienteret dagligdag.
Hvad ville du ønske, du havde mere tid til?
Mere tid til at arbejde langsigtet med udvikling, træne distriktschefer i god ledelse og fokusere på konkrete tiltag i forhold til at arbejde mere strategisk. For mange opgaver, for mange butikker og for lidt tid til at arbejde mere taktisk/strategisk.
I hvilke sammenhænge bruger du eksterne eksperter?
Vi bruger som udgangspunkt ikke eksterne i Netto, med mindre det er konkrete kurser for medarbejdere. Jeg bruger dog mit eget netværk i forhold til egen udvikling eller sparring omkring opgaver/udfordringer. Er dog mere end villig til at søge ekstern assistance, men er dog kritisk overfor konsulentverdenen generelt.
Hvad ville du ønske, du havde vidst for 5 år siden?
Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, at det tager længere tid at flytte noget i en organisation, end jeg troede, og at HR kun skaber værdi, hvis det er værdiskabende for forretningen! Og så ville jeg ønske, at jeg havde vidst og accepteret, at rollen som HR-business partner er vanvittig svær, og at jeg ikke skal være så ambitiøs i forhold til hvad jeg kan påvirke… Men vigtigst af alt, ville jeg ikke have været så forsigtig som jeg har været, men blot smadret igennem, hvis jeg var uenig ;0)
Hvad er dit bedste råd til andre HR-chefer?
Gør HR-strategien til en del af den overordnede forretningsstrategi og sørg for, at der bliver skabt handlingsplaner, så det er muligt at følge og måle udviklingen.
Hvad er udfordringen ved at arbejde med teams?
Udfordringen er at få alle med, skabe tillid i teamet, sætte fælles mål og kommunikere klart og tydeligt ud i organisationen…
Hvad har du oplevet virkede godt i arbejdet med teams?
At få sammentømret teamet ved at få skabt klare forventninger til hinanden og øge kendskabet til individerne og dermed forskelligheden i teamet.
Jeg har med fordel selv benyttet mig af forskellige teamøvelser (hvor teamet kender hinanden), som har bevirket, at der har været en større åbenhed, ærlighed og respekt i gruppen, men som også har bevirket, at vi er blevet bevidste omkring teamets styrker og udfordringer.