Hvordan finder jeg den rigtige coach?
Købsbeslutninger og valg af samarbejdspartnere sker først med vores intuition og følelser, og så efterrationaliserer vi bagefter, hvorfor det var et godt valg. Det samme vil gælde, når du skal vælge en coach, og her er kemien jo helt afgørende. Men der er alligevel en række ting, du bør forholde dig til på forhånd, så du ikke beslutter dig helt med hovedet under armen.
Ligesom i alle andre aspekter af livet, er det ikke ligegyldigt, hvem vi vælger at arbejde sammen med eller søge sparring hos, når vi skal rykke os.
En certificeret coach
Når du skal finde en coach, vil jeg først og fremmest anbefale dig at sikre, at vedkommende har en længerevarende og anerkendt coachuddannelse bag sig. Coach er ikke en beskyttet titel, så alle og enhver kan i princippet kalde sig ”coach” og starte en forretning. Så vær ikke bange for at spørge, hvis du er i tvivl om vedkommendes faglige baggrund og udgangspunkt.
Er coachen specialist?
Afhængigt af, hvor unik en udfordring du står med, kan det være relevant at undersøge, om den coach du overvejer at begynde hos, har erfaring med netop dit issue. Det er ikke et must, men jeres samtaler vil alt andet lige have et andet udgangspunkt, hvis din coach har et kendskab til krinkelkrogene og udfordringerne i netop det emne, du gerne vil arbejde med.
Mange coaches specialiserer sig i eksempelvis karriere, parforhold, rygestop og lignende, mens andre vælger at arbejde med en bredere palet af issues.
Er der god kemi?
God kemi er alfa omega, når du skal coaches. Det er vigtigt, at du føler tillid til, at coachen er kompetent, saglig og empatisk i det omfang, du har brug for det. Samtidig vil coachingen ”virke” meget bedre, hvis du har tillid til, at netop denne coach har den rette personlighed til at hjælpe dig med dine mål, drømme, udfordringer og personlige overvejelser.
Et godt råd vil være at ringe til den coach, du har i kikkerten, hvis han eller hun tilbyder en gratis indledende samtale. Det vil nemlig give dig muligheden for at se personen an og fornemme, om I er på bølgelængde, taler samme sprog og om netop denne coach har den energi, som du har brug for.
Vil du coaches via Skype eller ansigt til ansigt?
En mulighed, som flere og flere benytter sig af, er at blive coachet via Skype. Det har den store fordel, at du kan blive coachet hvor og hvornår det passer dig. Så uanset om du har et travlt arbejdsliv, er nødt til at være hjemme om aftenen, når børnene sover, eller du er meget på farten, vil du have mulighed for at ”klemme” en coachingsamtale ind i din hverdag.
Når det er sagt, kan det fysiske møde jo noget særligt, som man risikerer at misse via Skype. Ved at sidde overfor din coach kan vedkommende bedre aflæse dit kropssprog og hjælpe dig med at finde ud af, hvad du reagerer på rent kropsligt. Det er ingen hemmelighed, at vores kropssprog har det med at sladre, når vi bliver begejstrede, rastløse, bekymrede eller ivrige.